Om Sambagruppen "Slagkraft":

Fællesskab med slagkraft i

Trommeorkestret ’Slagkraft’ spiller for at skabe sammenhold og bygge bro mellem mennesker i en stadigt mere fragmenteret og individualistisk verden. ”Vi har musikken til fælles,” er deres mantra

Af Stine Kjær

”Til alle tider, i alle kulturer og samfund i hele verden, har mennesker brugt musik og sang til at skabe sammenhold og sociale fællesskaber. Den evne har vi mistet her i den vestlige verden, og det er den vi forsøger at genopdage,” fortæller skaberen af trommeorkestret Slagkraft Michael Aabye, da jeg har sat mig ned ved et bord i aulaen på Lundehusskolen i Emdrup. Her mødes gruppen hver Tirsdag, for at forsvinde væk fra den stressede hverdag og ind i verden fuld af musik og rytmik, som får det til at krible ned i tæerne og helt ud i fingerspidserne på selv de mennesker, som bilder sig ind at de ikke har sans for samspil og swing.

”Danmark er et meget individualistisk samfund, og mange mennesker sidder alene derhjemme og isolerer sig foran fjernsynet. Men vi har brug for fællesskaber for at realisere os som mennesker, og musik er et fantastisk redskab, fordi at det er noget som vi alle kan relatere os til på tværs af sociale og kulturelle skel,” siger Michael med en ildsjæls begejstring og engagement i stemmen.
Kort tid efter begynder deltagerne i Slagkraft at drysse ind af døren i deres eget tempo og finde trommer i alle størrelser frem. Den stemning, der spreder sig i rummet, gør, at jeg med det samme føler mig hjemme og hjertelig velkommen, og jeg bliver straks inviteret til at spille med. I Slagkraft opererer de nemlig ikke med den konventionelle skelnen mellem publikum og optrædende, men stræber imod aktiv deltagelse og inklusion af alle tilstedeværende, hvor end de kommer og går. Og det gør de mange steder. Søndagen forinden har de fx. været inde i Blegdamsvej fængsel og spille for de indsatte. Kontakten var formidlet af Lis, som, udover at være trommeslager i Slagkraft, arbejder som fængselssygeplejerske på stedet.

”Det var så fedt at se, hvordan de her store, tunge drenge blev engageret i musikken. En somalisk indsat stillede sig op og spillede en trommesolo, og da vi sluttede, sad de fleste og trommede med og råbte ’hey’,” fortæller Michael. Slagkraft har desuden spillet i Vestre fængsel, på et asylcenter, til Kulturnatten og andre steder, hvor musik kan bruges til at bygge bro imellem mennesker og pifte en grå hverdag op med fest og farver.

Vi har musikken til fælles

Da vi begynder at spille føler jeg mig lidt usikker og kejtet. Jeg har jo aldrig prøvet at slå på trommer før, ikke på denne måde, i en rundkreds med en gruppe mennesker jeg aldrig før har set i mit liv. Men Michael dirigerer og de andre smiler opmuntrende til mig, når jeg spiller forkert, og efter et stykke tid begynder jeg at kunne mærke trommernes puls. Den spreder sig fra et punkt midt i cirklen af musikere og genspejles i Michaels blik og bevægelser. Han ligner en mand, hvis hjerte banker i takt med slagene på stortrommerne. Jeg glemmer fuldstændigt, at jeg jo egentlig er kommet for at skrive en artikel, lave interviews og tage billeder af orkestret. Det kommer jeg først i tanke om, da musikken bliver sluttet af med en bragende trommefanfare, og det annonceres, at aftensmaden er serveret.
”Folk kommer tit direkte fra arbejde, og så er det dejligt at kunne spise sammen og få energi til at fortsætte det sociale samvær, mens vi spiller,” fortæller Palle, som er med på det faste køkkenhold, der sørger for at Slagkrafts trommeslagere ikke glemmer alt om tid og sted – og noget så elementært som at spise. Det ligner de nemlig nogen, der sagtens kunne gå hen at gøre, når de opslugte og koncentrerede lader sig rive med til fjerne himmelstrøg af trommernes takt og traditioner. Det er ofte brasilianske sambarytmer, som gruppen lader sig inspirere af. Men også arabisk og afrikansk musik fylder aulaen med drømme om solskin og vuggende hofter.

”Vi er ikke et sambaorkester i den traditionelle forstand, at vi kun lader os inspirere af Brasilien. Jeg mener, at alle kulturer rummer en musikskat, og det vi vil, er netop at appellere til alle mennesker fra alle folkeslag, og vise at så forskellige er vi slet ikke. Vi har musikken til fælles,” siger Michael. Han drømmer også om at grave den danske folkemusik op fra fortidens glemsel og sætte den i spil og bevægelse. Minde danskerne om, at vi ikke altid har været så stivbenede og egenrådige, at vi ikke havde tid til og mod på en fælles sang og svingom.

Alle er velkomne

I løbet af middagspausen begynder endnu flere folk at komme til. Når alle deltagere i Slagkraft er samlet tæller de omkring 50 personer i alle aldre og fra alle sociale lag. Der er fx et ældre ægtepar sidst i 50’erne, som fortæller, at de aldrig havde prøvet eller drømt om at spille trommer, før de så et indslag med Mikael i TV Lorry og tænkte: ”Det lyder sjovt. Det vil vi da også være med til.” Det er tre år siden, og de er kommet fast lige siden. Der er også tre veninder i 20’erne, som sikkert har travlt med studier, kærester og andre ting, men bruger den ugentlige Tirsdag hos Slagkraft som en god anledning til at ses og lave en sjov og meningsfuld aktivitet sammen. Der er også Mathias på 14, som er blevet så dygtig til at spille, at han nu assisterer Michael i at dirigere hele orkestret. Og Mathias far - som egentlig bare havde tænkt sig, at han skulle følge sin søn til og fra en aftenhobby, men endte med at blive så grebet af trommerytmernes fortryllende magi, at han nu selv spiller med på livet løs.
”Her er princippet at alle er velkomne. Alle kan være med på deres egne præmisser og deres eget niveau. Hovedsagen er at vi er sammen, at vi lærer af og inspirerer hinanden og får nogle gode oplevelser i fællesskab,” siger Michael. Han drømmer om, at der er mange flere, som får øjnene op for, hvor meget livsbekræftende og positiv energi det giver, når deltagerne mærker at det begynder at swinge og ”alles fælles indsats forvandles til ’det store sus’.”
Da jeg modvilligt forlader aulaen på Lundehusskolen, bliver jeg afskediget med en begejstret trommesalut fra hele det samlede orkester. Overbevist om, at det ikke er sidste gang, jeg sætter mine ben i den forsamling. Og næste gang bliver det ikke som journalist, men som aktiv deltager i et fællesskab med slagkraft i.

http://www.slagkraft.dk/